Demokrati er ikke pænt
Debatarrangement, samtale og oplæg om åndsfrihed
v. Ingrid Ank, leder af Grundtvig-Akademiet og formand for Foreningen Åndsfrihed
”Demokrati er ikke pænt,” sagde debatredaktøren på Ekstrabladet i et ellers pænt P1-program. Og han – om nogen – må vide det. Demokrati er ikke pænt, når og hvis det bygger på grundlæggende frihedsrettigheder som ytringsfrihed, religionsfrihed og foreningsfrihed – eller med en samlebetegnelse: på åndsfrihed. For åndsfrihed er også friheden til (fx) at være ufølsom og fordømmende, at tro på noget og at mene, du har ret. Og samtidig må du så også forvente at blive modsagt – fx i Ekstrabladets debatspor.
Men hvorfor er det vigtigt med frihedsrettigheder, der går længere end hvad de fleste synes er ’rigtige holdninger og god opførsel’? Hvordan skal vi forsvare ’retten til at krænke’? Og i hvilken forstand – og fra hvilke kanter – er åndsfriheden i disse år kommet under pres?
Oplæg til dilemmaer, debat og samtale om åndsfrihed og demokrati. I skolen, i hjemmet og i offentligheden.
Arrangementet er gratis og kræver ingen tilmelding.